I Himmelblå forpligter vi vores fællesskab på følgende værdier:

Helhedsbaseret menneskesyn

For at bibeholde den røde tråd i barnets institutionsliv vil vores pædagogiske fokus være centreret omkring helhedsbaseret dannelse. Vi tilstræber derfor udviklingen af livsgladeselvsikre og tillidsfulde børn, der - med et åbent sind - kan tage vare på sig selv og på andre.

Balanceret leg

Udelivkreativitet og leg har høj prioritet i Himmelblå. Som led heri rodfæstes barnets aktive dagligdag i en balancegang mellem planlagt og spontan aktivitet, der veksler mellem anerkendende fællesaktivitet og læringsbaseret fri udfoldelse.

Oprigtig engagement

Vi udgør et energisk og omsorgsrigt personale - hvis pædagogiske engagement baserer sig på at vi løbende forholder os til nyeste pædagogiske forskning og viden. Vi værdsætter indadtil, som udadtil, den ærlige imødekommenhed. Hvorved vi involverer både forældre og barn i et positivt og gensidigt forpligtende fællesskab.

Børnehuset Himmelblå 
Byagervej 96
8330 Beder

Vuggestuen
24 59 26 54

Børnehaven
24 59 26 61

Pædagogisk leder 
Claus Søgaard Rasmussen 
Mail: clasora@aarhus.dk
Tlf: 24 59 26 50

I er altid velkommen til, at besøge Børnehuset Himmelblå, så I som forældre kan se vores hus og legeplads.

 

DAGENS AKTIVITETER

Kl. 6:30: Åbning og morgenmad.

Kl. 9.00: Formiddagssamling.

Kl. 9:30: Aktiviteter.

Kl. 11.00: Madpakker.

Kl. 14.00: Eftermiddagsmad.

Personalet i Himmelblå har i samarbejde med forældrerådet udarbejdet en Mad- og måltidspolitik gældende for hele institutionen. Hensigten er at skabe rammer for sunde kostvaner og bidrage til sunde, raske og glade børn, der trives og har energi til dagens aktiviteter.

Mad- og måltidspolitikken tager udgangspunkt i de generelle anbefalinger fra myndighederne. Personalet står altid til rådighed ved tvivl og spørgsmål og
giver gerne inspiration til madpakken eller til fødselsdage.

Himmelblås Mad- og måltidspolitik

Vi stemmer om det

Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

Se Himmelblås søvnpolitik.

Se Himmelblås forældretilfredshedsundersøgelse 2017.

Få indflydelse på hverdagen

I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.

Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

Evaluering af arbejdet med den pædagogiske læreplan i Børnehuset Himmelblå 2022

DEL 1: ARBEJDET MED DEN PÆDAGOGISKE LÆREPLAN

Over de sidste 2 år har vi haft særligt fokus på disse dele af vores pædagogiske læringsmiljø:

Der har efter sidste læringssamtale særligt været fokus på progressionsmodellen og handleplanskemaet — inspireret af Allan Carr — og som nu er obligatorisk i alle afdelinger.

Dette fokus har medført, at der er udarbejdet en model for: "Læringsmiljøer for alle børn".

Målet for dette arbejder er at styrke alle børns deltagelsesmuligheder i dagtilbuddet og ind i skolen. Det vil sige, at alle afdelinger arbejder ud fra et fælles mindset, inkluderende grund-, børne- og læringssyn og systematik i og omkring praksis.

Dette fokus sikrer, at ingen børn skal være "tilfældig heldig" uanset hvilken afdeling man som børn er en del af og dagtilbuddet tilbyder kvalitetslæringsmiljøer for alle skabt af medarbejderne i de enkelte afdelinger, men med afsæt i samme fundament.

Næste step er at arbejde med: Nest møder dagtilbud.

Sådan har vi organiseret vores evalueringskultur:

Erfaringen fra de første år med Den Styrkede Pædagogisk Læreplan viser, at der er forskelle i de enkelte afdelingers arbejde med en systematisk evalueringskultur. Alle afdelinger har evalueret, men der er for store forskelle i blandt andet dokumentationen og systematikken.

Det er besluttet, at der skal arbejdes hen på en systematisk evalueringskultur der er ens i det samlede dagtilbud, således det er muligt at sikre - via opsamling af data - eventuelle justeringer. Fremover vil evaluering af den pædagogiske praksis være i et fast flow på lederteammøderne. (Dette iværksættes når "Læringsmiljøer for alle børn" er færdigbearbejdet og klar september 2022).

Det er aftalt, at progressionsmodellen er den model, der arbejdes med i dagtilbuddet. Denne model understøtter en evalueringskultur og kan dermed regnes for en af de steder, der er systematisk evaluering i de enkelte afdelinger.

Nøgleord for den kommende evalueringskultur: Progressionsmodellen, dokumenteret systematik og opsamling på alle niveauer samt børns trivsel, læring og udvikling og sidst men ikke mindst læring på ledelsesniveau.

Sådan har vi inddraget dagtilbudsbestyrelsen i arbejdet med den pædagogiske læreplan:

Dagtilbudsbestyrelsen er inddraget med henblik på beslutning om, hvordan de ønsker sig inddraget i arbejde med læreplanen. Bestyrelsen har ønsket at blive inddraget løbende i udarbejdelsen via oplæg, debatter, praksiseksempler, løbende evalueringer, resultater og ikke mindst den dynamiske løbende justering i læreplanen, med mulighed for indflydelse.

I hvert bestyrelses år er Den Styrkede Pædagogiske Læreplan på dagsordenen, hvor der opsamles og ses fremad. Fremover vil der på hver andet bestyrelsesmøder være et punkt: "Erfaringer fra arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan". Erfaringer fra de enkelte afdelinger inddrages løbende på bestyrelsesmøderne med henblik på videndeling og inspiration og til fri afbenyttelse af de øvrige afdelinger.

Dagtilbudslederen og medarbejdernes repræsentanter i dagtilbudsbestyrelsen kommer med oplæg, fortælling, erfaringer og resultater fra dagligdagen omkring læreplanen.

DEL 2: EVALUERING OG DOKUMENTATION AF ELEMENTER I DET PÆDAGOGISKE LÆRINGSMILJØ

EVALUERING 1:

Vores formål med evalueringen, som vi gennemførte – herunder hvad vi satte fokus på af område fra vores pædagogiske læringsmiljø:

Vi har haft fokus på strukturen i Himmelblå i forhold til børn i udsatte positioner.
Vi er udfordret på vores pædagogik i forhold til at få børnene inkluderet i børnefællesskabet. Vi oplever mange konflikter samt meget uro i gruppen blandt børnene.
Vi har været nysgerrige på, hvordan vi kunne skabe mere ro, bedre læringsmiljøer samt på de voksnes roller i samspil med børnene.

Data, som vi har indsamlet i arbejdet med den gennemførte evaluering:

Vi har brugt pædagogiske observationer, praksisfortællinger og fotos som dokumentation til at undersøge den daglige strukturs betydning for børn i udsatte positioner.
Vi ville undersøge struturens betydning for børnenes læring, trivsel og udvikling i de daglige rammer som børnene befinder sig i.
Vi har valgt disse former for dokumentation for hurtigt at kunne danne os et overblik over, hvad der er på spil i børnegruppen. Vi har løbende vurderet, hvad der virker og ikke virker, og har justeret tiltag løbende.

Dette lærte vi om sammenhængen mellem vores pædagogiske læringsmiljø og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse:

Vi er blevet bevidste om at tydelig struktur, tydelige rammer, forudsigelighed samt mindre grupper har stor betydning for børn i udsatte positioner.
Tydelig struktur frigiver plads til tid med børnene. Jo mere struktur på de voksne desto mere tid til børnene.
Tydelige struktur og rammer skaber plads til fordybelse og indtryk og udtryk.
Der frigives plads til læring for alle børnene.
Handleplaner for de udsatte børn har givet ensrettet pædagogik.
Synlig planlægningsværktøj for personalet har skabt overblik og ro i personalegruppen. Alle ved, hvem der gør hvad, hvilket frigiver tid til nærvær og læring.
Visualisering over dagens gang giver tryghed for børn og personale.

Disse ændringer og/eller justeringer af praksis gav evalueringen anledning til:

Vi har fået lavet en struktur som har skabt ro og overblik for personalegruppen.
Børnene har fået overblik via visuel støtte samt den tydelige struktur i dagligdagen.
Der er indkøbt Time Timer. De har skabt en forudsigelighed til gavn for alle børnene.
Alle personaler er informeret om strukturen. Vi har udarbejdet et nyt planlæringsværktøj, som har skabt forudsigelighed og overblik over hverdagen.
Strukturen har styrket samvær mellem børn og voksne, og har givet færre konflikter og mere ro på børnene. 

Sådan har vi brugt vores indsigter i de udvalgte evalueringer i andre sammenhænge:

Vi har ikke brugt indsigterne endnu i andre sammenhænge, da vi stadigvæk er i opstarts proces.
Dog har det lært os, at det giver mening at kigge på læringsmiljøer samt strukturen i huset.

EVALUERING 2:

Vores formål med evalueringen, som vi gennemførte – herunder hvad vi satte fokus på af område fra vores pædagogiske læringsmiljø:

Vi var nysgerrige på sprogmiljøet omkring et barns sproglige udvikling.
Vi undrede os over, at barnet ikke responderede ved henvendelser fra personalet, de andre børn samt i aflevering og afhentningssituationer. Vi var nysgerrige på, hvad årsagen var til det manglende verbale sprog.

Data, som vi har indsamlet i arbejdet med den gennemførte evaluering:

Vi valgte at lave kvantitative skemaer samt observationer for at se, hvornår barnet brugte sproget og interagerede med børn og voksne samt hvilke ord barnet brugte.
Vi valgte at bruge skemaer for at få dokumentation for, om barnet havde et verbalt sprog, da de voksnes hypotese var, at der næsten intet verbalt sprog var.
Vi brugte observationer for at se, hvordan barnet interagerede med de andre børn — bruger barnet det verbale eller det nonverbale sprog.

Dette lærte vi om sammenhængen mellem vores pædagogiske læringsmiljø og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse:

Data viste, at barnet havde et sparsomt verbalt sprog.
Data viste endvidere, at vores læringsmiljø havde betydning for barnets læring og udvikling.
Voksne tæt på barnet til at guide og stille åbne spørgsmål i relationen til barnet gav flere ord og henvendelse til de andre børn.
Vi så, at når de voksne var tæt på barnet og i øjenhøjde samt gav tid og plads til dialog responderede barnet verbalt.

Disse ændringer og/eller justeringer af praksis gav evalueringen anledning til:

Vi har ændret på vores sproglige læringsmiljø, hvor vi bl.a. har:
- lavet en handleplan for barnet.
- lavet sproggruppe for 3 børn 2 gange om ugen.
- informeret personalegruppen om handleplanens indhold.
- personalet er opmærksomme på vigtigheden i at sætte ord på alle og på at bruge de 10 sprogstrategier.
- fokus på turtagning, der er plads til at barnet kan svare non verbalt eller verbalt.
- bevidsthed på øjenhøjde og øjenkontakt med barnet.
- skabt plads til samtaler i rolige omgivelser uden for mange forstyrrelser.
- anvendt Før sprog - 0-2 år til at lave et målrettet sprogforløb.

Sådan har vi brugt vores indsigter i de udvalgte evalueringer i andre sammenhænge:

Vi er blevet opmærksomme på, hvor vigtigt det er at starte tidlig indsats for et barn.
Vi er endvidere blevet klogere på, at når vi anvender data i form af kvantitative skemaer og observationer, så får vi et præcist billede på vores hypoteser.